onsdag den 27. november 2013

Krykhusar

Av av og ØV. En ganske uskyldig lille tur til Skandinavisk Dyrepark på den sidste åbningsdag, gik ikke helt som planlagt. Vi skulle bare ud og sige god vinter til bjørnene, men det nåede vi ikke. På vej ned til brunbjørnene skulle vi lige have en fransk hotdog, så vi gik in i cafeen. På vej ud går jeg ned af en rampe, hvorfor jeg ikke tog trappen, ved jeg ikke, men rampen er glat og jeg glider. Uheldigvis træder jeg helt ude på kanten og vrikker om på venstre fod. Knæk! sagde det. Av for den, der lå jeg så og ømmede mig.
Det blev hurtigt klart, at jeg ikke kunne støtte på foden, og jeg blev hjulpet ind i cafeen igen. En sød cafemedarbejder kom med en ispose og varm cacao med flødeskum. Parkens direktør blev tilkaldt, jeg kunne jo ikke selv komme op til bilen igen. Janus fik så lov til at køre ind i parken med vores bil, så jeg kunne komme med hjem igen. De tilbød at ringe efter en ambulance, men jeg ville hellere selv ringe til skadestuen. I det hele taget var de meget søde og hjælpsomme :-)
På vejen hjem, ringende jeg til lægevagten og blev stillet om til skadestuen i Århus. Hende jeg talte med var ret overbevist om at jeg bare havde en kraftig forstuvning, det fremgik meget af samtalen, at hun synes jeg var lidt pyller, hvis jeg absolut ville undersøges. Nå jeg er nu ikke så sart, men jeg tænkte, at hun jo havde mere erfaring end mig, med den slags, så vi tog hjem for at se tiden an til dagen efter, og jeg fik is på ankelen og benet op.
Næste morgen kunne jeg overhovedet ikke så meget som røre gulvet med min venstre fod. Afsted til doktor med mig hoppende på et ben og Janus som krykke. Jeg blev sendt direkte til røntgen på Horsens Sygehus, og fra røntgen ned på skadestuen. Ankelen var brækket, og den skulle opereres. Men hævelsen skulle lige falde lidt først. Ikke så mærkeligt at jeg havde ondt.
Hjem igen udstyret med en tid til kontrol og evt. operation nogle dage senere - krykker og et fint "robotben". Ind i sofaen og benet op. Stakkels hunde, jeg var ved at få et lettere hysterisk anfald, når de ville hoppe op til mig. Onsdag den 23. oktober kørte vi igen til Horsens. Jeg skulle undersøges, og hvis hævelsen var faldet nok, skulle jeg opereres torsdag. Nu gik det bare sådan, at der lige var en ledig tid om eftermiddagen, og jeg havde ikke spist morgenmad inden vi tog derned. Så de hapsede mig med det samme.
Pyha, jeg havde ikke lige regnet med at skulle blive, så jeg havde hverken tandbørste eller telefonladeren med. Men jeg ville gerne have det overstået. Det var lidt sjovt alligevel. Jeg blev rygmarvsbedøvet, så jeg kunne følge lidt med i operationen. Jeg kunne se skærmen fra gennemlyseren, så jeg har set de skruer og wirer der skulle til for at min ankel sad sammen igen. Det er ret mærkeligt at være helt bedøvet i halvdelen af kroppen og vågen i den anden halvdel. Jeg skulle blive natten over for at de var helt sikre på at det var gået som det skulle. Så jeg blev kørt op på afdelingen udstyret med et fint gipsben.
Min telefon var ved at løbe tør for strøm, Men Stine var en god veninde og kom mig til undsætning med lader og en bog. Så var underholdningen da sikret. Efterhånden som bedøvelsen aftog, gjorde det mere og mere ondt i min ankel. Der måtte en del doping til, for at jeg kunne sove. Gipsen trykkede ind på operations såret, og jeg kunne ikke finde ro. Næste dag fik jeg gipsen af igen og fik lov at bruge "robotbenet" i stedet, hvis jeg lovede at have det på HELE tiden. Kun når jeg sad ned og skulle bade eller tage tøj på, måtte den komme af. Og så kun ganske kort. Jeg måtte overhovedet ikke støtte på benet i 4 uger og de næste 2 uger kun lige sætte foden i gulvet uden at lægge vægt på.
Stakkels Janus. Han har måttet lave alt siden den 20. oktober. jeg har ligget på sofaen det meste af tiden. Han handler, gør rent, laver mad, lufterhunde og passer mig op. Godt man har en sød mand. Tænk hvis jeg havde boet alene. UHA, så var jeg sultet ihjel.
Vi har købt en brugt kørestol, så jeg kan komme lidt med rundt. Det er begrænset hvor langt jeg kan holde ud at hoppe på krykker.
Nu er der gået 5 uger siden min operation, så jeg har kun en uge til jeg må begynde at bruge mit ben igen. Det kommer til at tage tid inden jeg kan gå ordentligt igen. Mine muskler er helt forsvundet. Jeg har fået bingovinge på min venstre læg. Jeg håber Odder Kommune er hurtig med genoptræningen. Jeg har hørt at nogle steder er der mange ugers ventetid. Det dur bare ikke. Jeg skal i gang med det samme, jeg skal jo gerne på arbejde igen og have benet til at virke som før.

1 kommentar:

Michael Pallin sagde ...

Jeg brækkede også min ankel, og fik at vide jeg ikke måtte støtte på foden i 6 uger. Jeg fandt heldigvis en slags træben, så jeg kunne gå rundt uden at bruge hænderne. Du kan se den her, www.ankelbrud.dk for jeg synes opfindelsen var så fantastisk at jeg nu begynder at sælge dem i Danmark.
Jeg håber du er helt oven på igen. Jeg er selv kun lige begyndt at kunne støtte fuldt igen.